Her er vinderen af Social Iværksætterpris 2015

Social Iværksætterpris 2015 gik til Reachi, som har fundet en løsning på at kommunikere til og fra katastrofeområder uden hverken telemaster eller strøm. Prisen blev overrakt ved et stort finaleshow i april, som hyldede sociale forretningsideer og satte fokus på de særlige kendetegn ved socialt iværksætteri.

Vinderne af Social Iværksætterpris 2015
Modtagerne af Social Iværksætterpris 2015. Til venstre er det Pernille Skjødt og til højre Ida Stougaard.


Reachi løb med sejren

Social Iværksætterpris 2015 gik til århusianske Reachi. Prisen blev overrakt ved et stort finaleshow, arrangeret af Vækstcenter for socialøkonomiske virksomheder og Venture Cup.

Finaleshowet blev afholdt i rå lokaler i KBH Volume, som var en perfekt kontrast til dagen, hvor kreativitet og lysten til at gøre en social forskel var i fokus.

 

 

Dommerpanelet placerede Reachi, som består af Pernille Skjødt og Ida Stougaard, i konkurrencens top 3, og derefter var det op til publikum at stemme på deres favorit.

Det er et hamrende vigtigt og sindssygt godt projekt.

Her sikrede Reachi sig sejren og hovedgevinsten på 50.000 kroner med deres veldisponerede pitch og socialt ansvarlige forretningsidé

Konfrentier Tim Vang
Veloplagte Tim Vang førte publikum igennem et spændende program. Selv er han medstifter af virksomheden MYC4, som formidler mikrolån til iværksættere i udviklingslande.

Vinderidé med vingesus

Reachi startede som Pernille Skjødt og Ida Stougaards fælles specialeprojekt, og nu arbejder de hen imod at blive en socialøkonomisk virksomhed.

Det bærende produkt er enheder, som kan kommunikere fra katastrofeområder uafhængigt af telemaster og strømforsyninger.

Pernille Skjødt forklarer: "Enhederne kommunikerer via såkaldt mesh-teknologi, hvor hver enkelt enhed fungerer som en router. Derved etableres et netværk, som ikke er afhængig af mobilmaster. Når en katastrofe så rammer, vil enhederne stadig kunne kommunikere og indrapportere data til en platform, der kan sortere informationerne og derved hjælpe nødhjælpsarbejderne til at vurdere, hvor der er mest brug for hjælp".

Peter Nørgaard, direktør i Creative Company og medlem af Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder, sad i dommerpanelet. Han er glad for, at publikum stemte Reachi ind på 1. pladsen:

"Pigerne var også min favorit. De har et hamrende vigtigt og sindssygt godt projekt. Og så virker de rigtig dygtige. For mig er det vigtigt, at vinderen har noget "vingesus". Og det har dette projekt. Hvis alt det fremlagte holder, kan det kun gå for langsomt med at sætte i gang. Jeg håber inderligt, at der kan findes de nødvendige midler til det".

Nu skal ideen videreudvikles

Som en del af præmien modtog Reachi 50.000 kroner som hjælp til at udvikle deres forretningsidé. De var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad pengene skal bruges til:

Pengene skal dels bruges på at færdigudvikle prototyper og dels til rejsen til Filippinerne, hvor vi skal teste prototyperne. Reachi får også mulighed for at videreudvikle deres forretningsidé med sparring fra Røde Kors, som er en stor spiller indenfor nødhjælpsarbejde på blandt andet Filippinerne. Ida Stougaard fortæller:

"Vi har indgået et samarbejde med Dansk Røde Kors. Det har været en stor styrke for projektet, da Dansk Røde Kors dels har rigtig meget erfaring med katastrofehåndtering og dels ligger inde med en stor teknisk viden. Denne kombination af kompetencer gør dem til en vigtig sparringspartner, når vi skal i gang med at teste vores enheder".

Socialøkonomiske virksomheder leverede mad og drikke
De socialøkonomiske virksomheder Allehånde, Social Foodies Social Good Stories, Bornholms Mosteri, Bistad og Lovespring stod for mad og drikkelse.

Et væld af sociale forretningsideer

Reachi var én blandt 10 sociale forretningsidéer, der havde klaret sig gennem en skrap udvælgelsesproces til årets finale i Social Iværksætterpris 2015.

De 10 finalisters innovative forretningsideer spændte bredt og bød på blandt andet apps, der motiverer ansatte til et sundere liv eller identificerer skadelige stoffer ved at scanne et produkts stregkode og etablering af en garn-webshop, der ansætter udsatte flygtninge.

 

 

 

Der var gode præmier at hente for alle 10 finalister, som blandt andet vandt et 12 måneders forretningsudviklingsforløb hos medarrangøren Venture Cup. De 3 bedste idéer vandt desuden et sparringsforløb med Den Sociale Kapitalfond og 5 timers juridisk bistand fra Advokaterne Foldschack og Forchammer.

Sidst opdateret 31/07 2015