Lær af andre kommuner

Kommuner og Vækstcentret samarbejder i hele landet for at styrke rammerne for socialøkonomiske virksomheder. Lær af andres erfaring, og læs om de 5 vigtige ingredienser i en strategisk kommunal indsats.

I arbejdet med at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder viser erfaringer fra forskellige kommuner, at kommunen skal fungerer som playmaker og sætte rammerne for arbejdet med socialøkonomiske virksomheder i kommunen.

Det kræver en stærk lokal fortælling, opbakning fra ledelsen, samarbejde på tværs af forvaltningerne og en proaktiv dialog med erhvervsliv, foreninger, frivillige, borgere og socialøkonomiske virksomheder.

Vi har brugt efteråret i dialog med 25 kommuner, og derfor kan du nu hente inspiration til arbejdet med socialøkonomi i din kommune her på socialvirksomhed.dk.

Kommunerne er i gang på forskellige stadier

Fra strategi 2.0 og et millionbudget til spirende, politisk interesse. Flere og flere kommuner ser socialøkonomiske virksomheder som en mulig del af løsningen på lokale udfordringer såsom et rummeligt arbejdsmarked, lokal vækst og udvikling og bedre udnyttelse af ressourcer.

Men der er store forskelle på, hvor langt kommunerne er i deres arbejde for at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder. Kommuner som Kolding, Ikast-Brande og Århus er langt fremme med udviklingen af deres indsatser. De har flere års erfaringer og sætter strategisk ind med partnerskaber, netværk, opsøgende arbejde og kvalificeret vejledning. Deres formål er, at bidrage til, at de socialøkonomiske virksomheder bliver bæredygtige forretninger.

Størstedelen af kommunerne er dog i en opstartsfase. De undersøger, afklarer og eksperimenterer – og er mange steder godt på vej. For dem handler det om at lære af andres erfaringer og tilpasse indsatsen til den lokale kontekst. De centrale spørgsmål i denne faser er: Hvor vil vi fokusere, og hvilken rolle skal kommunen spille?

5 ingredienser i en kommunal indsats for socialøkonomi

Vækstcenter for socialøkonomiske virksomheder samarbejder med kommuner, der vil styrke deres indsats. Og vi arbejder løbende på at indsamle erfaringer, som vi deler på socialvirksomhed.dk. Vi har foreløbig identificeret 5 elementer, som du kan bruge til at skyde genvej til en stærk og sammenhængende kommunal indsats:

  • Find den lokale fortælling. Hvilke udfordringer vil I gerne løse med indsatsen?
  • Skab politisk fokus og en dedikeret ledelse. Implementeringen bliver umulig uden.
  • Involvér lokalsamfundet
  • Lav en indgang for socialøkonomiske virksomheder. Jobcentret og erhvervskonsulenterne skal lære hinanden bedre at kende.
  • Udvid synet på, hvor socialøkonomiske virksomheder kan opstå. 

Du kan her læse mere om kommunernes arbejde med socialøkonomi og finde de 5 ingredienser her:

Sådan arbejder kommunerne med socialøkonomi

I løbet af det kommende år vil vi desuden løbende udgive cases, artikler og værktøjer, der sætter fokus på kommunernes vigtigste udfordringer.

Sidst opdateret 05/08 2015