Perspektiver fra Ikast-Brande Kommune

Socialøkonomi skal løse Ikast-Brande Kommunes udfordring med at skabe et rummeligt arbejdsmarked – og de veletablerede virksomheder er nøglen til, at det lykkes.

Socialøkonomiske virksomheder skal skabe et rummeligt arbejdsmarked

Ikast-Brande Kommune er kommet på landkortet for sin socialøkonomiske indsats det sidste halvandet år. Kommunen ser store potentialer i socialøkonomiske virksomheder som en del af kommunens udfordringer – at skabe et rummeligt arbejdsmarked:

"Vi vil gerne tilbyde borgeren beskæftigelsesfremmende tilbud så tæt på målet som muligt. Det er præcis, hvad socialøkonomiske virksomheder kan tilbyde." Det fortæller kommunens arbejdsmarkedschef, Birgit Thorup.

Dansk Industri kårede Ikast-Brande Kommune som den mest erhvervsvenlige i 2014. Derfor satser kommunen på de mange veletablerede virksomheder i arbejdet for at skabe flere socialøkonomiske virksomheder. 

Kommunen har formuleret sine strategiske mål for socialøkonomi i sin erhvervsudviklingsstrategi:

  • Der skal etableres 10 nye socialøkonomiske virksomheder inden 2020.
  • Der skal etableres 200 nye socialøkonomiske arbejdspladser for borgere med særlige behov bosiddende i Ikast-Brande Kommune inden 2020.

De store ambitioner er ikke bare tomme floskler. Siden 2013 er 4 nye socialøkonomiske virksomheder kommet til, og det lader til, at kommunen har fundet en lokal tilgang til at fremme socialøkonomi, som virker. Og så har de ansat en virksomhedskonsulent med fokus på socialøkonomi, John Kvistgaard, som ser og realiserer socialøkonomiske potentialer alle steder.

Men hvad er det så, John Kvistgaard gør, som virker? Vi har været på besøg i Ikast-Brande Kommune og fulgt ham i hans daglige arbejde. Læs mere om hans erfaringer her:

Socialøkonomisk konsulent med stærk forretningssans

Når socialøkonomiske virksomheder etableres af erfarne virksomhedsleder

Sidst opdateret 28/07 2015