Erhvervskonsulenter kan gøre en forskel for sociale iværksættere

Vækstcenteret har samlet en række informationer til dig, der arbejder som erhvervskonsulent og gerne vil være bedre klædt på til at rådgive sociale iværksættere i dit arbejde.

Mange iværksættere benytter sig af den gratis rådgivning, som erhvervsfremmesystemet og du som erhvervskonsulent tilbyder. Tilbuddet gælder også for sociale iværksættere, men her er det ikke alle erhvervskonsulenter, der føler sig klædt på til at yde en målrettet rådgivning.
Sociale iværksætteres mindset er fundamentalt anderledes end traditionelle iværksætteres – og det stiller krav til dig som erhvervskonsulent, hvis de sociale iværksættere skal blive ”flyveklare” og blive til velfungerende socialøkonomiske virksomheder.

Flere iværksættere vil skabe social forandring

Socialøkonomiske virksomheder er på vej frem i Danmark. Tendensen er, at flere og flere iværksættere får øjnene op for muligheden for at skabe en social forandring med deres virksomheder.
For mange sociale iværksættere er det vigtigste for deres virksomhed at skabe en social forandring. Derimod er profit ofte ikke et mål i sig selv. Som erhvervskonsulent kan du sikre, at den sociale iværksætter finder balancen mellem sit sociale formål og en bæredygtig forretning. Den balance finder man i socialøkonomiske virksomheder.

Nyttig viden til dig om socialøkonomiske virksomheder

Socialøkonomiske virksomheder arbejder ofte for eller med en socialt udsat målgruppe. Det vil sige, at de arbejder med at føre mennesker som er på kanten, eller helt udenfor arbejdsmarkedet, ind i en form for arbejdsrelation. Det er en udvikling som ikke alene er positiv for de mennesker som får arbejde, men for hele Danmark.

Sidst opdateret 02/09 2015