Social Good Stories: ”Jeg vil skabe social forandring”

Giv en gave af høj kvalitet, støt et socialt projekt og fortæl en god historie. Det er konceptet bag Social Good Stories, som sælger produkter med en særlig socialøkonomisk historie, fx økologisk ”anti-mafia”-delikatesser fra Sicilien eller honning høstet i København fra den socialøkonomiske virksomhed Bybi. Køberne er firmaer, der vil give gavekurve med et social tvist. Manden bag Social Good Stories er Riccardo Adragna, som næste år også vil ansætte unge kriminalitetstruede.

Af journalist Tina Juul Rasmussen

Hvordan startede din forretningsidé?

"Jeg har arbejdet som sælger i softwarebranchen i over ti år og ville bruge min erfaring herfra til at skabe social forandring."

Symbolikken er ”gaver, der giver”, fordi man både støtter producenterne og vores sociale arbejde.

"Min tilgang til virksomheden er ”products, projects, people”: Vi finder produkter af høj kvalitet, som samtidig rummer en social historie og et godt formål, man kan fortælle videre, når man giver gaven til en, man elsker. Der er et stort marked for gaver, og alle vil gerne have, at netop deres gave er unik og bliver husket. Det prøver vi at sikre ved at købe vores varer hos sociale kooperativer og andre sociale projekter ude i verden, så der kan knyttes en social historie til gaven. Symbolikken er ”gaver, der giver”, fordi man både støtter producenterne og vores sociale arbejde."

Hvorfor er din virksomhed socialøkonomisk? 

"Jeg kombinerer businesstilgangen og min erfaring som sælger med det socialøkonomiske. De penge, vi tjener, geninvesterer vi i at støtte flere sociale producenter, små og konkrete velgørende projekter og samtidig skabe muligheder for udsatte unge. Det samme kan vores kunder gøre direkte på vores hjemmeside. Vi har blandt andet støttet et børnehjem i Indien med madrasser, sengetøj og puder, så børnene kan sove godt om natten. Og vi har støttet kampen mod ebola i Vestafrika ved at købe spande, klorin og sæbe til de ramte områder."

Vi brænder for at kunne ansætte socialt udsatte medarbejdere hos os, primært unge i alderen 15-25 år, som er truet af kriminalitet. 

"Fra næste år er målet, at alle led i værdikæden – fra udvikling af nye gaveideer til pakning af dem – sker i samarbejde med andre socialøkonomiske virksomheder. Vi brænder for at kunne ansætte socialt udsatte medarbejdere hos os, primært unge i alderen 15-25 år, som er truet af kriminalitet. Vores tanke er, at nogle af dem har talent som sælgere, så vi vil i samarbejde med Gladsaxe Kommune starte et jobforløb, hvor de lærer at sælge vores produkter. Og at de på sigt får værktøjer til at klare at tage en uddannelse ved at vise dem, at man godt kan leve af at sælge lovlige produkter med et socialt sigte."

Hvad er din vision for virksomheden?

"Jeg mener, at vi alle har en forpligtelse til at gøre verden bedre, og jeg vil skabe social forandring. Jeg tænker, at vi om tre år har 25 unge i forløb hos os, og at socialgoodstories.dk er det sted, virksomheder og private køber ind, når de ville give gaver med mening. Vores første sigte er at geninvestere overskuddet i flere og nye produkter, både herhjemme og ude i verden, og ad den vej skabe forandring for dem, som producerer varerne. De projekter, vi støtter rundt om i verden, skal være så konkrete som muligt, så man som kunde kan se resultaterne og virkelig føle, man er med til at gøre en forskel."

Læs mere på om den socialøkonomiske virksomhed:

Social Good Stories

Sidst opdateret 26/08 2015