Comeback giver unge mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet

Hos Comeback er der ansat konsulenter, som bruger deres personlige erfaringer fra et liv på kanten af samfundet til at rådgive fagpersoner i det offentlige.

Af kommunikationskonsulent i Foreningen Nydansker, Helle Thorbøl Møller

I et industrikvarter med rå lokaler, boksering og kontorplads holder Comeback til. Stedet er omdrejningspunkt for marginaliserede unge, der lever på kanten af samfundet, og som skal have hjælp til at finde en anden vej i livet. 90 procent er med etnisk minoritetsbaggrund.

Mænd fra Comeback

Comeback giver de unge en ny chance for at blive integreret i samfundet og skaber arbejdspladser til de unge via eksempelvis Comeback Consult, der drives som socialøkonomisk virksomhed. Her er ansat konsulenter, som alle har en fortid på kant med sig selv og ofte også loven.

Det er ikke kommunens skyld, det er ikke politiets skyld, det er ikke samfundets skyld, det er din skyld, hvis du ikke når dine mål. Vi lærer de unge at tage ansvar for deres eget liv. Og så klør vi ellers på med at hjælpe dem videre.

Erfaringer bliver omsat til konsulentydelser

”Comeback-konsulenternes arbejde består i at transformere deres personlige erfaringer til rådgivning. De har alle oplevet, hvordan det føles at være marginaliseret og frustreret i det danske samfund, og hvordan man kan arbejde sig tilbage på sporet,” fortæller Poul Kellberg, der er idémanden bag og direktør i Comeback – og selv tidligere gadedreng og elitebokser.

Rådgivningen bliver tilbudt som konsulentydelse til jobcentre, kommuner og institutioner, som har vanskeligt ved at håndtere utilpassede unge. I samarbejde med relevante fagpersoner faciliterer konsulenterne workshops, holder foredrag og udbyder en mentoruddannelse.

Bokser fra Comeback

Mestring af hverdagens boksering

Inden nogle af drengene når så vidt, har de været igennem et målsætnings- og afklaringsforløb hos Comeback. Her bliver de screenet og gjort klar til en uddannelse eller ansættelse i eksempelvis Comeback Consult.

”Vores fysiske kontekst med boksering og de medarbejdere vi har, som tidligere har været en del af målgruppen, gør, at de drenge der kommer ind af døren, de bliver mødt på deres præmisser,” forklarer Poul Kellberg om succesen med at bringe ellers meget udsatte unge videre i livet.

”Når de unge ryger i bokseringen, så må de slås med hinanden, og så spørger vi dem: Hvem er det, der har ansvaret deroppe, når du står og kæmper din kamp? Det er dig. Så når du kommer herned, så er det fuldstændig det samme. Det er ikke kommunens skyld, det er ikke politiets skyld, det er ikke samfundets skyld, det er din skyld, hvis du ikke når dine mål. Vi lærer de unge at tage ansvar for deres eget liv. Og så klør vi ellers på med at hjælpe dem videre,” slutter han.

Læs mere om den socialøkonomiske virksomhed:

Comeback

Sidst opdateret 25/09 2015