"Det er fedt at arbejde"

”Jeg kan bedst lige at løfte. Gerne tunge ting som træ, stolper og fliser. Så kan man mærke, hvordan adrenalinen begynder at pumpe. Jeg var engang i praktik i en tøjbutik og det var ikke lige mig. Der var jo ingen tunge ting at løfte”, siger Nicolai, der netop er blevet ansat 30 timer om ugen i Jem og Fix i Herlev – og det er han lykkelig for.

21-årige Nicolai Døssing er ung med særlige behov. Han har tidligere gået på Grennessminde, hvor han stadig bor i bofællesskab. Det var Jobcenteret, der i sin tid skaffede Nicolai i den praktik, som nu har ført til en fastansættelse – på helt normale vilkår – i Jem & Fix-butikken i Herlev.

Det er bare fedt at arbejde. Nogle gange møder jeg en time tidligere, end jeg skal møde, fordi jeg ikke kan vente.

Nicolai er lykkelig for sit nye rigtige job.

"Det er bare fedt at arbejde. Nogle gange møder jeg en time tidligere end jeg skal møde, fordi jeg ikke vente. Jeg er glad for mine kollegaer og vi kan godt tage gas på hinanden. Det er cool," fortæller Nicolai begejstret.

Det var butikschef Rasmus Mørk, der tog i mod i Nicolai i sin tid. Og han har uden tvivl en stor del af æren for, at det går så godt med Nicolai i dag.

"Jeg var ikke selv særlig boglig som ung, og måtte kæmpe hårdt for at komme igennem en uddannelse. Så jeg kan godt sætte mig i Nicolais sted. Unge, der gerne vil, skal også have en chance for at bevise, at de kan. Nicolai har siden dag 1 udviklet sig med stormskridt," siger Rasmus og fortsætter:

"Det er også en personlig sejr for mig at hjælpe andre mennesker. Også dem, der har lidt særlige behov. Det er så nemt at sætte folk i bås og pege fingre af dem, men jeg vil hellere give dem en chance."

Nicolai fortæller om sit første møde med Jem & fix-butikken for snart et år siden:

"Da jeg kom her første gang, skulle jeg have lidt hjælp til at komme op om morgenen. Rasmus viste mig tydeligt, hvor grænsen var. Og jeg ser op til Rasmus. Jeg vil gerne vise ham, at jeg kan og vil. Vendepunktet kom, da jeg efter få uger blev inviteret sammen med resten af personalet på GoCart-banen. Så vidste jeg, at de godt kunne lide mig - og at jeg måske kunne blive."

Jeg kan godt lide at få ansvar også.

Nicolai er lige blevet udnævnt til ”kantinepoliti” i Jem & Fix’s personalekantine. Det er nu ham, der skal sørge for, at kantinen altid er pæn, at alle sætter kopper i opvaskemaskinen og tørrer rander af bordet.

"Jeg kan også godt lide at få det ansvar også. De andre synes sikkert, at jeg er pisse-irriterende, men de hører efter." Nicolai griner og fortsætter:

"Vi er en lille familie her i butikken – og når der kommer andre nye, så gør jeg altid mit bedste for at hjælpe. Det er nemlig altid svært at begynde på noget nyt og det gælder om at komme godt fra start."

Nicolai har også talt med Rasmus om at begynde på en uddannelse.

"Nicolai mangler stadig lidt på læsningen. Men hvis vi tager ét skidt af gangen og vælger et forløb, hvor der er meget praktik og lidt bogligt, så skal det nok lykkes," siger Rasmus med stor overbevisning.

Artiklen er produceret af Grennesminde

her kan du læse mere om den socialøkonomiske virksomhed:

Grennesminde

Sidst opdateret 28/07 2015