"Jeg er landet et sted, hvor jeg kan være mig"

Mia Jensen er ansat i fleksjob i vintagetøjbutikken Soul Shine i Aarhus. Det har løftet hendes selvværd og givet hende kompetencer, hun bruger på andre områder af sit liv.

Af journalist Tina Juul Rasmussen

"Det betyder rigtig meget for mig at have et arbejde og komme ud og være en del af noget. Og faktisk også at have noget at tale om med andre, når jeg kommer hjem fra arbejde, fordi jeg føler, jeg har noget at bidrage med i sociale sammenhænge, fordi jeg oplever noget." Sådan siger 38-årige Mia Jensen, som har været ansat i fleksjob i vintagebutikken Soul Shine i Aarhus siden september 2014 efter et kort praktikforløb samme sted. Inden da var Mia Jensen sygemeldt i længere tid og havde været igennem nogle mislykkede jobpraktikforløb. 

Det betyder rigtig meget for mig at have et arbejde og komme ud og være en del af noget.

"Det havde givet mig et lavt selvværd. Og det er gået op for mig efter at have gået hjemme så længe, hvor stor en del af ens identitet det er at have et arbejde. Det at komme ud og at bruge sig selv giver selvværd," siger hun.

”Der blev ikke set ned på mig, selvom jeg var usikker”

I Soul Shine står Mia Jensen blandt andet i kassen – en udfordring, der tog hende noget tid at overvinde. 

"Jeg var meget usikker i starten, men der blev ikke set ned på mig, fordi jeg skulle bruge lang tid på fx lære at stå i kassen. ”Det er helt ok, du giver dig bare god tid”, sagde Kate (stifter og ejer af Soul Shine, red). Og da jeg var ved at være klar, fik jeg et skub – men hele tiden med omsorg for at være den, jeg er. Jeg behøver ikke gøre tingene ligesom alle andre. Jeg skal gøre det, som jeg synes er rigtigt og godt. Det lærer vi her. Og det har jeg taget med og brugt i andre sammenhænge, fordi det er godt for mit selvværd."

Jeg var meget usikker i starten, men der blev ikke set ned på mig, fordi jeg skulle bruge lang tid på fx at lære at stå i kassen.

”Mine skuldre er faldet 10 cm ned”

Fleksjobbet i Soul Shine har også givet Mia Jensen ro i maven, fordi uvisheden om, hvornår hun næste gang blev sendt ud i et praktikforløb, hun måske ikke kunne klare eller trivedes i, er væk. 

"Nu ved jeg at jeg skal blive her, forhåbentlig i rigtig lang tid, så mine skuldre er faldet 10 cm. ned," siger Mia Jensen og tilføjer:

"Her i Soul Shine er der også en forståelse for, hvis man ikke kan få sin uge til at hænge sammen, så kan man bytte timer og dage. Det betyder meget for mig, fordi hvis jeg skal tre ting på en dag, kan det blive for meget. Og er man psykisk lidt skidt tilpas, må man gerne komme ind og bare få en kop te og gå hjem igen. Det er rart, at man ikke skal præstere vildt meget hele tiden, men at de gerne vil se en alligevel."

”Her kunne jeg godt se mig selv være”

Butikkens stemning og indretning betyder også meget for Mia Jensen.

"Farverne og indretningen er meget inspirerende for mig, og her er en uformel og rar stemning. Alle kunderne er søde, og jeg har oplevet, at Kate virkelig lyttede til mig. Så da jeg gik herfra første gang, kunne jeg mærke i min mave, at her kunne jeg godt se mig selv være – for første gang i lang tid."

Læs mere om den socialøkonomiske virksomhed, Soul Shine i et interview med Kate Horslund, leder i Soul Shine:

Soul Shine: "Her hænger vi vores ego på en knage

Sidst opdateret 26/08 2015