Social Foodies: "Jeg kunne aldrig få samme anerkendelse ved kun at tjene penge"

Friheden til selv at bestemme over sin hverdag og en kedelig barndom har gjort Thor Thorøe til en kreativ iværksætter. Iderigdommen udfolder han i projekter til gavn for udsatte bønder i Afrika og udsatte unge i Danmark i den socialøkonomiske virksomhed Social Foodies i Danmark.

Af journalist Tina Juul Rasmusen

"Jeg har rejst meget i Afrika og tænkte, at det kunne være fedt at starte en isbutik midt i Afrika. Så jeg kiggede på kortet og så, at Uganda ligger sådan cirka midt i, så her jeg ville gerne åbne en isbutik." 

Sådan meget kort fortalt opstod ideen til Social Food, en socialøkonomisk virksomhed, som sælger is, chokolade, konfekt, nødder, snacks, olier, kerner og frø, frysetørret frugt og lækre skærebrædder fra tre butikker i Danmark.

For Thor Thorøe er lønnen først og fremmest glæden ved at se, at han flytter noget hos de mennesker, han involverer i sine projekter.

Overskuddet bliver geninvesteret i tre projekter i Afrika: DanMoz, som er et mejeriprojekt i Mozambique, hvortil 300 bønder leverer mælk hver dag. GreenAid, et projekt, der støtter bønder i Zimbabwe, som dyrker macadamianødder. Og CocoáFair, som er Afrikas første bean-to-bar chokoladefabrik, som ligger i den hårdt belastede bydel Woodstok i Cape Town, Sydafrika.

”Jeg blev inspireret af konceptet om det kundeejede supermarked”

Drømmen om en isbutik midt i Afrika blev født i hovedet på Thor Thorøe – manden, som grundlagde iskæden Paradis Is i Aarhus. At det ikke gik sådan, men blev til mejeri og chokoladefabrik koblet sammen med socialøkonomisk virksomhed i Danmark er en lang historie, som startede, dengang Thor Thorøe solgte is i Aarhus og i den forbindelse var på inspirationsrejse i London.

Jeg føler i hvert fald, at jeg har en særlig forbindelse med mennesker med eksempelvis Down’s Syndrom, som vi lige nu arbejder sammen med herhjemme om pakning af vores varer til Social Foodies-butikkerne.

"Her hørte jeg om People’s Supermarket, som ejes og drives af kunderne selv. Tanken inspirerede mig meget, men det viste sig at være for besværlig at gennemføre i Danmark. Samtidig er jeg købmand og marketingmand, og jeg vidste fra mine rejser, at råvarer fra Afrika koster en krone dernede og 70 kroner herhjemme, når de er forarbejdet. Den værdikæde er jo fuldstændig vanvittig. De to ting inspirerede mig til at tænke i socialøkonomiske baner."

”Jeg har en særlig forbindelse med udsatte mennesker”

Kombineret med, hvad Thor Thorøe selv kalder for en ”barndom med lange stunder af kedsomhed” med to udearbejdende forældre, der var væk fra 7-17 hver dag, blev fundamentet til en kreativ og social bevidst iværksætter skabt.

"Jeg stod jo i timer hver dag og spillede bold op ad en mur, så for ikke at kede mig ihjel, måtte jeg i en tidlig alder lære at tænke ud af boksen. Og måske på grund af min far, som slog mig, fik jeg en styrke til at klare hårde tider. Det gjorde mig i stand til at arbejde i døgndrift, som man ofte gør som iværksætter, og det gav mig en lyst til selv at bestemme over min hverdag. Fra min mors side fik jeg kendskab til et miljø, hvor mange levede på kanten af samfundet. Krydret med min personlighed har det nok gjort mig mere åben over for udsatte mennesker. Jeg føler i hvert fald, at jeg har en særlig forbindelse med mennesker med eksempelvis Down’s Syndrom, som vi lige nu arbejder sammen med herhjemme om pakning af vores varer til Social Foodies-butikkerne."

”Min løn er glæden ved at flytte mennesker”

For Thor Thorøe er lønnen først og fremmest glæden ved at se, at han flytter noget hos de mennesker, han involverer i sine projekter. Et eksempel er Zuki, en sydafrikansk enlig mor fra en township, som Thor Thorøe ansatte som rengøringshjælp på chokoladefabrikken.

"Jeg spurgte hende til ansættelsessamtalen: ”Hvad er din største drøm?” Det var at få sin egen chokoladebutik og at sende sin 17-årige søn på universitetet. Efter nogle måneder kunne jeg se, at hun kunne meget mere end at gøre rent. Så hun kom i gang med at lave chokoladebarer. Tre måneder senere blev hun uddannet chocolatier. Og da vi åbnede den første Social Food-butik i Danmark, var hun heroppe og lære at lave flødeboller. I dag står hun for at lave den fineste chokoladekonfekture på fabrikken i Sydafrika, hendes løn er fordoblet, og hendes søn har fået en god grunduddannelse. At kigge hende i øjnene og se den glæde og stolthed ved det – den anerkendelse kunne jeg aldrig få ved kun at tjene penge. Så for mig er Zuki symbolet på, hvad Social Foodies handler om."

Læs mere om den socialøkonomiske virksomhed:

Social Foodies

Sidst opdateret 26/08 2015