135 mormødre strikker tøj til hele verden

I den socialøkonomiske virksomhed Mormor.nu mødes generationerne, når pensionerede kvinder strikker børnetøj, som bliver købt af de travle børnefamilier, som gerne vil have håndstrikket tøj, men ikke selv har tid.

Rundt omkring i Danmark sidder mere end 130 strikkedamer og strikker børnetøj til virksomheden Mormor.nu. Og det er ikke hvem som helst, damerne, som typisk er i mormor-alderen og pensionerede, strikker til.

Mormor.nu kan nemlig skrive forhandlere over hele verdenen på kundelisten.

Bring generationer sammen og skab glæde.


Mormor.nu blev startet, fordi vi også havde et ønske om at bringe generationerne tættere på hinanden. At der er børnefamilier, som har travlt og ikke ret meget tid, mens der er ældre, som har masser af tid. Vi symboliserer meget godt det skifte, som er sket mellem generationerne, hvor de ældre gør de ting, som de har gjort, elsket og været gode til i mange år, hvilket så giver virkelig meget glæde i den nye generation,” fortæller ejer af Mormor.nu, Nina Brandi.

Konceptet er enkelt: Nina Brandi står for at designe og udvælge mønstre og for at købe garn og andre materialer. Garn og opskrifter bliver sendt ud til strikkedamerne, som får betaling for hvert stykke tøj, de strikker, og de må selv bestemme, hvor meget eller hvor lidt de laver.

Mormor.nu har tre ordinært ansatte, som står får alt det administrative. På sigt håber Nina Brandi at virksomheden bliver større, men det er ikke bare sådan. 

Det er svært at vokse, men økonomien løber rundt

”Jeg synes, at det som en lille virksomhed er vanskeligt, når man skal vokse med for eksempel den første nye medarbejder, fordi det er dyrt. For har man nu arbejde nok til en ny? og tjener man nok til at have en ekstra ansat?” fortæller hun.

Glæden ved at være en del  af virksomheden er stor hos de ældre strikkedamer. Nina Brandi mener, at der i Danmark generelt er for meget fokus på, om det kan betale sig at arbejde, og for lidt på, hvad et arbejde betyder for den enkelte.

”Det er en utrolig stor del af ens velvære og identitet at have noget meningsfuldt at lave – uanset om du er handicappet, ung, gammel eller indvandrer. Vores lønninger er ret lave, fordi der er så store omkostninger forbundet med administrationen. Men vi har alligevel rigtig mange strikkedamer, vi har kørt i mange år. Og strikkedamerne efterspørger mere, hvis de ikke synes der er nok strik, fordi de er så afhængige af det,” slutter Nina Brandi.

Sidst opdateret 30/11 2014