Råd & Dåd arbejder for at integrere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet

I en nordjysk flække arbejder Råd & Dåd for at vise, at alle dur til noget, og det kommer hele lokalsamfundet til gode. Lokalbefolkningen får hjælp, mens mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kommer i beskæftigelse.

Siden 1994 har den socialøkonomiske virksomhed Råd & Dåd i Brovst arbejdet for at integrere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet ved at skabe bo- og arbejdsmuligheder for dem. Virksomheden driver en genbrugsbutik, et økologisk gårdbutik, et gartneri og senest er en lille lokal købmandsbutik kommet til, men de ansatte udfører også serviceopgaver for blandt andet ældre borgere i områdets landsbyer.

Poul Erik slår græs

Råd & Dåd er nemlig både sat i verden for at hjælpe folk i job, men også for at hjælpe lokalsamfundet. Det fortæller projektleder Rasmus Højen.

I Brovst dur alle mennesker til noget.

”Alt hvad vi gør, og alt hvad vi har gjort, har været tilpasset de behov, som vi ser i lokalsamfundet. Da vi startede var der ældre borgere, som havde brug for hjælp til for eksempel reparationer på huset eller i haven eller til vareudbringning, mens der også var mennesker, som ikke havde noget at give sig til. Og lagde man de forskellige behov sammen, var der basis for at starte vores virksomhed,” fortæller Rasmus Højen.

20 år senere eksisterer Råd & Dåd stadig. Ligesom dengang i 1994 er mantraet stadig det samme: Alle dur til noget.

Balance mellem det sociale og økonomiske

”Den økonomiske del af vores virksomhed fylder måske en fjerdedel, mens det sociale fylder tre fjerdedele. Det er fra det sociale, vi altid har haft vores største indtægt fra, men det er også der, den største udfordring har ligget i at få det for det, som det kostede. De produkter, vi laver og ydelser, som vi tilbyder, blandt andet håndværkstilbud, har vi altid kunnet få prisen for,” siger Rasmus Højen.

Der kan dog være udfordringer forbundet med at være en socialøkonomisk virksomhed og få de ansatte på almindelige vilkår til at tænke i både den sociale og den forretningsmæssige bane, fortæller Rasmus Højen og tilføjer, at virksomheden altid er omstillingsparat, så den kan tilpasse sig til nye behov, der måtte opstå.

”Ansætter vi fem pædagoger kan det være svært at få dem til også at tænke i virksomhed. Vi mener, at metoden, til at mennesker får det godt, er, at de laver noget meningsfyldt. Og for at det skal være meningsfyldt, skal man også kunne sælge det, man laver, og få en anerkendelse for det. Det vi laver, skal kunne omsættes i kroner og ører, for den vej igennem får man en anerkendelse for, at man laver et godt produkt,” siger han.

Sidst opdateret 31/08 2014